Pas på glatte veje - flere uheld ved motorvejen

Flere uheld præger morgentrafikken onsdag på grund af glat føre. Politiet opfordrer til at køre forsigtigt.

Selvom vi nærmer os 1. maj, er saltning af vejene ikke gået af mode. 

Onsdag morgen fik flere bilister de glatte veje at føle. Både på motorvejen mellem Vejle og Fredericia og ved Horsens.

På motorvej E20 to km øst for udfletningen ved Skærup er en bil endt på taget. Den spærrede det ene spor i østlig retning, så redningsfolk kunne rydde op efter uheldet.

- Uheldet skyldes formentligt det glatte føre, siger vagtchef Henrik Dam fra Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Politiet fik meddelelse om uheldet kl. 05.15.

Lastbil spærrer hovedvej

Også på rute 30 ca. en km vest for motorvej E45 er der sket et uheld som følge af glat føre.

En lastbil holder på tværs af vejen, som er spærret i begge retninger. Uheldet er sket på Vestvejen ud for Pebringsvej. Redningsfolk arbejder på at rydde vejen igen.

- Pas generelt på glatte veje alle steder i politikredsen her til morgen, advarer vagtchef Henrik Dam.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.