Pas på: Hugormen er mere giftig end en klapperslange

Hugormen topper listen over de mest giftige dyr i Danmark. Men der er også andre giftige dyrearter, som du kun bør omgås med stor forsigtighed.

Den længste hugorm, der er fundet i Danmark, måler kun 82 centimeter, men tag ikke fejl af størrelsen. For en hugorm er mere giftig end f.eks. en amerikansk klapperslange. 

Det fortæller biolog Nadia Davidsen fra Givskud Zoo, der i denne uge sætter ekstra fokus på alverdens giftige dyr.

- Man skal ikke genere en hugorm, og bliver man bidt, så søg læge. Heldigvis bruger den kun et lille advarselsbid, derfor er der kun en meget lille risiko for at dø af det, siger biolog Nadia Davidsen til TV SYD.

I løbet af de seneste 100 år er 7 danskere døde, efter at de blev bidt af en hugorm.

Lad være med at træde på en fjæsing

På listen over de mest giftigte dyrearter kommer fjæsingen ind på en andenplads. Faktisk er den Nordeuropas giftigste fisk, og det er forbundet med store smerter, hvis den stikker dig med sine pigge.

Fjæsingen gemmer sig gerne i sandet på lavt vand, og den bliver også kaldt for havets hugorm.

- En fjæsing den stikker, og det gør super ondt, men der er kun en meget lille risiko for at død af det, fortæller Nadia Davidsen til TV SYD.

Fjæsingen har pigge, som man skal undgå at blive stukket af, fortæller Nadia Davidsen.
Video: Ole Møller

Lad være med at spise en tudse

På listen over de mest giftige danske dyr er tudsen også med. Risikoen for at komme i nærheden af tudsegift kræver dog, at du spiser tudsen. Så her er faren til at overse.

Giften på en tudse sidder i ryggen, fortæller Nadia Davidsen.
Video: Givskud Zoo

Givskud Zoo har i efterårsferien lavet en særlig udstilling om de giftige dyr. Her kan du også få mere at vide om, hvad dyrene bruger giften til.

Hvepsen er den farligste

Hvis man ser på, hvor farlige et dyr er for mennesker, er det iøvrigt hvepsen, der er Danmarks mest dødelige. Det skyldes, at en del mennesker er allergisk overfor et hvepsestik. Hvert år dør mellem 1 og 3 danskere af et hvepsestik.