Pas på hvis du selv vil fjerne vand fra din kælder

Det er vigtigt at tage sine forholdsregler hvis der er vand i kælderen. Det er ikke helt ufarligt.

Se Sundhedsstyrelsens råd her:

Man bør som udgangspunkt ikke opholde sig i længere tid i rum, der er våde efter indtrængende vand – specielt ikke hvis der er tale om overløb af kloakvand. Er der tale om indtrængende overfladevand eller regnvand i kældre eller den øvrige beboelse kan dette rengøres med vand og sæbe, mens man om muligt bør overlade rengøringen til professionelle rengøringsselskaber, hvis der er tale om overløbende eller indtrængende kloakvand eller sediment. Er man i tvivl, kan man hente råd eller overlade rengøringen til et professionelt rengøringsselskab, eller man kan i forsikringsøjemed henvende sig til sit forsikringsselskab for råd om, hvordan man skal forholde sig.

Hvis man som privat person foretager oprydning og rengøring i kældre, hvor der står vand efter oversvømmelse med kloakvand, er det vigtigt at beskytte sig selv ved at bruge værnemidler som gummistøvler og langskaftede gummihandsker. Kloakvand bør således hverken komme i kontakt med huden eller komme i øjne og mund. Ved afsluttet arbejde bør man tage et bad, tørre sig grundigt med et rent håndklæde og tage rent tøj på. Det tøj man har båret under oprydningsarbejdet lægges direkte i vaskemaskinen og vaskes ved så høj temperatur som muligt – helst over 80 grader. Alternativt kasseres tøjet i en tillukket sort plasticpose og bortskaffes som almindeligt affald.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.