Pas på hvis hæveautomaten ser mistænkelig ud

Ukendte gerningsmænd har forsøgt sig med et svindelnummer hos Nordea i Horsens.

I godt en time onsdag formiddag lykkedes det, at montere såkaldt skimmingudstyr på hæveautomaten hos Nordea på Rådhustorvet i Horsens, inden det blev opdaget af bankens personale.

Ved hjælp af udstyret er det muligt, at kopiere data fra hævekortets magnetstribe og de oplysninger kan bruges til svindel.

Ifølge Sydøstjyllands Politi er udstyret nu i politiets varetægt, og teknikere er i gang med at undersøge det nærmere.

Politiet ved endnu ikke, om det er lykkedes for svindlere at få fat i data fra nogle hævekort.

-Vi er i gang med at se overvågningsbilleder igennem for at se, om vi kan finde frem til gerningsmændene, fortæller vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi Peter Thaysen til TV SYD.