Pas på istapper

Istapper kan være livsfarlige. Få dem fjernet, lyder rådet fra forsikringsbranchen.

Når vejret skifter, skal istapper fra hustage og tagrender fjernes.
Bliver man ramt af en istap, der falder fra en etageejendom, kan den være dræbende, advarer Forsikringsoplysningen.

I samme øjeblik vi igen får temperaturer over frystepunktet, skal man som husejer sørge for at få fjernet de istapper, der kan true folk på gaden.
- En istap, der falder fra 4. sals højde, kan nå en hastighed på mere end 50 km i timen, og rammer den en person, er den potentielt dødelig, siger Riccardo Krogh Pescatori fra Forsikringsoplysningen.

- Får en fodgænger en istap i hovedet, rettes erstatningskravet mod husejeren. Var husejeren klar over eller burde være klar over, at istapperne kunne falde ned og intet havde gjort, skal der betales erstatning, siger Riccardo Krogh Pescatori.

Bliver din kaskoforsikrede bil ramt af en istap, skal du anmelde skaden til dit eget forsikringsselskab, der betaler skaden. Et eventuelt selvrisikobeløb skal du forsøge at få betalt af husejeren.