Passagerer fik rundstykker som tak for at tage bussen

44 busser i Sønderborg kører på biogas. Derfor fik passagerne rundstykker tirsdag morgen.

Tak fordi du tager bussen. Her er et rundstykke, værsgo!

Sådan nogenlunde lød det adskillige gange tirsdag morgen ved busstationen i Sønderborg.

44 busser i kommunen kører på gas, og det har de gjort siden sommer for at bidrage til Sønderborgs helt store ambition om at være CO2-neutral i 2029.

I dag handlede det for Sønderborg Kommune om at minde borgerne om ambitionen, som går under betegnelsen Projectzero.

quote

Det er vigtigt for os at fortælle buspassagererne, at de gør en verden til forskel ved at tage bussen.

Pernille Petersen, Projektzero, Sønderborg

-  Det er vigtigt for os at fortælle buspassagererne, at de gør en verden til forskel ved at tage bussen. I og med at vores busser er CO2-neutrale. Vi vil gerne sige tak med morgenbrød her til morgen, og i eftermiddag giver vi lækre muffins, sagde Pernille Petersen, projektsupporter, til TV SYD torsdag morgen på busstationen.

De mange biobusser i kommunen sparer ca. 2.500 ton CO2 om året. Hvis målet om CO2-neutralitet skal nåes om 11 år, kræver det alles deltagelse.

- Det er vigtigt at få borgerne inddraget for at nå målet i 2029. Det kunne være, at de energirenoverer deres huse eller køber en el- eller en hybridbil, siger Pernille Petersen.

Ikke kun busserne er grønne. Også i Vej og Parkafdelingen kører tre af bilerne på el og to på biogas. Dermed reduceres kommunens CO2-udledning med yderligere ni ton.

Project Zero:

  • Siden 24. juni 2017 har Sønderborgs 44 bybusser kørt på biogas. De har reduceret udledningen med 2.660 tons.
  • I 2015 havde kommunen ifølge Project Zero reduceret sin CO2-udledning med 35 pct. 
  • Project Zero blev oprettet i 2007 med målet om at gøre Sønderborg CO2-neutral tyve år før resten af Danmark. 
  • Siden visionen blev skabt i Sønderborg Byråd, er der skabt i hundredvis af nye grønne arbejdspladser.