Passagerer uden sele kvæstede andre

Flere af passagererne på den væltede bus på Bornholm brugte ikke sikkerhedssele, viser politiets foreløbige undersøgelser.

Det bekræftes af Jørgen Møller, Varde, der var med i bussen.

- Bussen faldt ned på højre side. Jeg sad sammen med min kæreste i venstre side, og vi havde sikkerhedsseler på. Samtidig kunne vi holde fast i nogle håndtag. Det var dem, der sad i højre side, der kom til skade, fordi passagerer fra venstre-siden faldt ned oven på dem, fortalte han umiddelbart efter ulykken i går.

Jørgen Møller havde masser af blod på sit tøj, da han kom ud af bussens bagrude, som passagerer i bussen havde slået ud.

- Men det er ikke mit eget blod. Det kommer fra de sårede, oplyste han.

Det er påbudt at bruge sikkerhedssele i turistbusser med seler monteret, men chaufføren skal ikke kontrollere, at den enkelte passager bruger den. Den enkelte har selv ansvaret for at spænde selen.

Politiet har aldrig givet buspassagerer bøde for ikke at bruge sele, da man ikke kan se, om passagererne har spændt selen uden for bussen.

God teknisk stand

Ulykken skete, fordi buschaufføren forsøgte at beskytte to modkørende cyklister på den smalle vej. Bussens hastighed var på under 20 kilometer i timen.

Bussen fra Bjert Busser i Kolding havde 55 passagerer.
Bussen var i god teknisk stand, viser en foreløbig rapport fra en bilinspektør fra Rigspolitiets tekniske afdeling.

Bremser, styretøj og sikkerhedsudstyr var i orden.

Først om en uge er den tekniske rapport færdig, men den foreløbige konklusion lyder, at bussen simpelthen væltede, fordi den kom for langt ud på den smalle vej og væltede ned af en lav skråning langs vejen.

Bussen blev første gang indregistreret i 2004 og har kørt 600.000 kilometer.

20 personer, der var involveret i onsdagens busulykke på Bornholm, er fortsat indlagt på hospital i Rønne og København. Enkelte skal behandles for knoglebrud.