TV der bevæger dig

Patienter savner læger

Politikerne: - Ja vi mangler psykiatere, men vi prøver at løse problemet.

Haves: Nye psykiatriske afdelinger. Søges: Psykiatere. Region Syddanmark mangler 25-30 psykiatere og søger nu i udlandet

De gamle agtværdige bygninger på "Spangsbjerg" - den psykiatriske afdeling i Esbjerg - er blevet topmoderne og flot efter en fire år lang renovering til sammenlagt 250 mio. kr.

Men der mangler stadig noget. Eller nogen: Psykiatere til at tage sig af patienterne. For hele Region Syddanmarks vedkommende gælder det 25-30. Det præcise tal kan forvaltningen i regionen ikke oplyse overfor TV SYD.

- Vi lægger os fladt ned. Vi har et problem med at skaffe psykiatere, siger formanden for psykiatriudvalget Thies Mathiasen, Dansk Folkeparti, til TV SYD.

Det presser selvsagt de læger, der nu arbejder på de psykiatriske afdelinger.

- Vi hører ofte fra både pårørende og fra patienter, der klager over manglende tid til samtaler med lægerne. Det er klager, der kommer fra hele landet men også fra Region Syddanmarks område. Vi oplever et psykiatrisk system, der er voldsomt presset,  siger formand for Landsforeningen Bedre Psykiatri, Birgit Elgaard til TV SYD.

I Region Syddanmark forsøger politikere og forvaltning at løse problemer ved at specialuddanne psykologer til at påtage sig en del af det arbejde, som psykiaterne ellers skal stå for. Desuden  forsøger man at finde psykiatere i udlandet. I lande som Tyskland, Holland, Portugal og Spanien. På trods af de åbenlyse udfordringer der vil være i den sproglige kommunikation mellem patient og behandler.

- Det her er en opgave landspolitikerne simpelthen må få løst. Med 250.000 danskere, der har en psykisk lidelse og med alle de pårørende, der dermed bliver berørt, må folketingspolitikerne sikre bedre vilkår for patienter og pårørende. Flotte nye psykiatriske afdelinger - som i Esbjerg - er rigtigt fint og vi hilser det meget velkommen, men det løser ikke der grundlæggende problem med manglende psykiatere, siger Birgit Elgaard, Landsforeningen Bedre Psykiatri.

 

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden