Når ulykken har været særligt alvorlig, og du har akut brug for at komme på skadestuen, kan du i fremtiden blive fragtet dertil i helikopter.
Fra 1. oktober 2013 træder en landsdækkende akutlægehelikopter-ordning i kraft. Det betyder, at der skal laves landingspladser ved akutsygehusene i Kolding, Esbjerg og Odense. Sygehuset i Aabenraa er det eneste, der har en landingsplads i dag:
- Vi er meget glade for den nye akutlægehelikopterordning, men for at få det maksimale udbytte af ordningen, er vi nødt til at udbygge landingspladserne i regionen. Det sker først og fremmest på vores fire akutsygehuse, hvor behandlingen af de mest akutte patienter sker, siger Thyge Nielsen (V), der er formand for Region Syddanmarks præhospitale udvalg, i en pressemeddelelse.
Region Syddanmark er allerede dækket af to forsøgsordninger med akutlægehelikoptere i Karup og Ringsted. Forsøgsordningerne stopper, når den landsdækkende ordning gælder fra efteråret.
Den første af de tre nye landspladser skal indvies på Kolding Sygehus d. 17. juni.