Patrick på rette kurs

En hverdag med alkohol og stoffer er skiftet ud med en hverdag som skibsdreng om bord på det gode skib Meta

Praktik til søs er et populært alternativ til anbringelse på en institution.
Den 20-årige Patrick Petersen fra Sønderjylland kan sagtens selv se forandringen, efter han er stået til søs.

Konstant provokerende

- Før var jeg konstant provokerende, jeg var hele tiden uvenner med mine forældre, jeg stak af, jeg drak alt for meget og jeg tog stoffer.

- Nu drikker jeg kun med måde, og jeg har lært at stå op om morgenen og have et ansvar, fortæller Patrick Petersen.

Han har nu i et år sejlet rundt i det sydfynske øhav med Meta, der hver sommer fragter turister rundt mellem de sydfynske øer.

Patricks søpraktik var et alternativ til en anbringelse på en institution. I løbet af de seneste tre år har 12 unge mænd været på søen for at komme væk fra et belastede nærmiljø med alkohol, stoffer og kriminalitet.