Royalt løbegensyn: Pavestolte Poul havde ikke tid til at hilse på kronprinsen denne gang

Royal Run i Esbjerg sidste år blev startskuddet til en helt ny tilværelse for Poul Svendborg Sørensen. 2. pinsedag var han inviteret til det royale løb i Aarhus for at gå med kronprinsen.

SMIIIILE!

quote

Denne gang hilste vi ikke på hinanden. Jeg havde ikke tid – der var så mange andre, jeg skulle hilse på.

Poul Svendborg Sørensen, formand, Mennesker Mødes, Esbjerg

Sidste år tog medstifter af Den Royale Løbeklub for overvægtige mænd, Poul Svendborg Sørensen, en selfie med Kronprins Frederik efter Royal Run i Esbjerg. Mandag deltog de begge i det royale løb igen.

- Denne gang hilste vi ikke på hinanden. Jeg havde ikke tid – der var så mange andre, jeg skulle hilse på, sagde Poul Svendborg Sørensen efter dagens Royal Run i Aarhus.

- Det var herligt at gå med kronprinsen. Men jeg savnede, at det var i Esbjerg. Det er som om, man er gæst i Aarhus. I Esbjerg var jeg stolt som en pave over byen.

Ligesom Kronprins Frederik gik Poul Svendborg Sørensen også ruten. Den såkaldte Familie-mile.

- Jeg har virkelig været doven i vinter - og jeg magter ikke at løbe. Det har jeg sådan set aldrig gjort. Til gengæld går jeg mere end syv kilometer hver dag - og cykler tyve kilometer om ugen, forklarer den aktive pensionist fra Esbjerg.

Royal Run blev til aktiv, social forening

quote

Før var klubben kun for mænd, men det blev for kedeligt. Vi laver så mange ting, hvor kvinder også kan være med.

Poul Svendborg Sørensen, formand, Mennesker Mødes, Esbjerg

Sidste års Royal Run i Esbjerg blev nemlig startskuddet til mere end Den Royale Løbeklub. Løbeklubben er nedlagt. I stedet har Poul Svendborg Sørensen stiftet og er formand for foreningen Mennesker Mødes i Esbjerg, der er et aktivt og social tilbud til både mænd og kvinder.

- Vi har lige rundet 300 medlemmer. Det er helt vildt – jeg er pavestolt.

Medlemmerne, der nu ikke kun tæller overvægtige mænd, dyrker indendørs og udendørs fitness, yoga og meget andet. Mennesker Mødes har også en kvindeklub, der danser en gang om ugen – og tilbyder mavedans fra næste uge.

Kedelige mænd og madklubber

- Før var klubben kun for mænd, men det blev for kedeligt. Vi laver så mange ting, hvor kvinder også kan være med.

quote

Vi har lige rundet 300 medlemmer. Det er helt vildt – jeg er pavestolt.

Poul Svendborg Sørensen, formand, Mennesker Mødes, Esbjerg

Udover motion arrangerer foreningen også udflugter, ferieture, foredrag og fester. De gælder om at holde liv i det sociale – det at være sammen.

- Det er andet end kun at træne. Nu laver vi også to madklubber: Én for mænd, der ikke kan lave mad – og en gourmetklub med en kok, der lærer os finere fransk madlavning, forklarer Poul Svendborg Sørensen.

Masser af motion på menuen

Hvad der begyndte som Royal Run er dog stadig kernen i foreningen – at bevæge sig og være sammen med andre.

- Vi går stadig ture hver søndag, hvor alle kan være med – også uden at være medlem af foreningen. Derudover cykler vi hver lørdag fra vandrerhjemmet på Gl. Vardevej, slutter formanden for Mennesker Mødes i Esbjerg.

Poul Svendborg Sørensen fortæller, at cykelklubben har arrangeret ekstra ture i løbet af sommeren. Turene går til Fanø, Ribe, Bramming og Varde.