Peber-spray på menuen til julefrokost

En våd julefrokost i Tønder sluttede med peber-spray til to tyske brødre, der gik amok mod politiet.

En politipatrulje fra Syd- og Sønderjyllands Politi måtte berolige to slagsbrødre med peberspray, da de blev truet foran et hotel i Tønder.

De to brødre med bopæl i Tyskland på henholdsvis 23 og 39 år var kommet i tumult med nogle andre personer ude foran et hotel, hvor de var til firmajulefrokost.

En af brødrene rev den ene politimands radio fra ham og kastede den væk, mens den 39-årige truede politikollegaen og sagde, at han ville komme efter "ham og hans familie".

Politiet valgte derfor at bruge peberspray mod begge mænd. Både en af brødrene og en politimand måtte efterfølgende en tur på skadestuen, fortæller vagtchefen til TV SYD søndag morgen.