Pengeskabstyve fanget på video

Tre mænd, der i bedste Olsen-Bande-stil forsøgte pengeskabskup i ældrecentret Møllemærsk i Aabenraa, blev fanget på overvågningsvideo. Den offentliggør politiet nu.

En af de tre brød et vindue til kontoret i ældrecentret op med et koben. Han lukkede formentlig de to andre gerningsmænd ind via hoveddøren.

Mændene forsøgte at stjæle ældrecentret pengeskab og køre det væk på en sækkevogn. De opgav undervejs deres forehavende.

Kikkede ind ad vinduer

Indbrudsforsøget skete kl. 01.32 torsdag den 26. april. Politiet kan på overvågningsbåndet se, at de tre en halv time tidligere har rekognoseret på stedet. De har bl.a. kigget ind ad vinduerne.

Udlændinge?

De tre gerningsmænd beskrives som:

A: Mand, formentlig udlænding, omkring de 35 år, iført lys trøje med hætte og under denne en grålig sweater med tre rækker bestående selvstændige kantede mønster og grå benklæder

B: Mand, formentlig udlænding, omkring de 35 år, sorthåret, iført lys nakke med en eller anden mærkat yderst på venstre overarm.

C: Mand, formentlig udlænding, omkring de 20 til 25 år, spinkel af bygning, iført grå benklæder og tilsvarende grålig jakke med hætte.