Pensionist: Jeg vil især gerne høre om globaliseringen på Folkemødet

Det er syvende gang, der er Folkemødet på Bornholm. En af dem, der er med for første gang, er Poul Regenberg fra Gråsten. Han har store forventninger til de kommende dage.

I dag begyndte det årlige Folkemøde på Bornholm, der forventes at tiltrække 25.000 deltagere om dagen af alt fra politikere, lobbyister, mediefolk og ikke mindst "folket".

quote

Det er stort, det er interessant, og det er uoverskueligt, men vi har lavet en liste over begivenheder og møder, vi gerne vil til. Favoritten er at høre Uffe Ellemann Jensen tale om globalisering.

Poul Regenberg, pensionist, Gråsten

Det er syvende gang, at Folkemødet afholdes, og en af dem, der er med for første gang, er Poul Regenberg fra Gråsten. Han og konen har store forventninger til de kommende fire dage mødet varer.

- Vi vil prøve at få det ind under huden ved fysisk at være her. Hvad sker der, og hvad rører der sig, så det er spændende, fortæller Poul Regenberg og fortsætter:

- Det er stort, det er interessant, og det er uoverskueligt, men vi har lavet en liste over begivenheder og møder, vi gerne vil til, og favoritten er at høre Uffe Ellemann Jensen tale om globalisering på lørdag, - det interesserer os meget. 

Folkemødet foregår på Bornholm i Allinge-Sandvig fra torsdag den 15. juni til søndag den 19. juni 2017.

I år er der cirka 3000 møder og arrangementer på programmet, og der forventes dagligt omkring 25.000 besøgende.