Person anmeldt for seksuelle overgreb på flere børn

Hedensted Kommune anmeldte i februar en person for seksuelle overgreb på flere børn i Hornsyld.

Sydøstjyllands Politi har siden februar efterforsket en sag om seksuelle overgreb på flere børn i Hornsyld. Det er Hedensted Kommune, der har anmeldt sagen.

- En forælder til et af de involverede børn henvender sig til skolen. Så går vi selvfølgelig øjeblikkeligt ind sagen for at undersøge, hvad der ligger til grund for henvendelsen. Det medførte, at vi valgte at politianmelde vedkommende, siger Rene Gotfredsen Nielsen, der er chef for læring i Hedensted Kommune, til TV SYD.

Krænkelserne er angiveligt gået ud over flere børn fra samme klasse på Hornsyld Skole, men den anmeldte person er ikke ansat på skolen.

Møder med børn og forældre

Kommunen kan ikke udtale sig om den konkrete sag. Men de oplyser, at de har brugt tid på at vejlede forældre til børn i den berørte klasse.

- Vi har haft et forældremøde med den pågældende klasse. Mange af forældrene vidste ikke, hvordan de skulle forholde sig til spørgsmål fra deres børn, og derfor valgte vi at holde det møde, siger Rene Gotfredsen Nielsen til TV SYD.

Også eleverne har modtaget støtte fra kommunen.

- Eleverne i klassen har talt med deres klasselærer og en familiebehandler fra kommunen. Det er vigtigt for os, at de ved, at de ikke skal tumle med det selv, hvis de har det svært, siger Rene Gotfredsen Nielsen.

Sagen er overgået til Sydøstjyllands Politi, men arbejdet i Hornsyld er ikke ovre endnu.

- Vi har selvfølgelig en sag med at støtte de berørte børn og deres forældre. Men det vigtigste for os er at vise børnene i den pågældende klasse, at hverdagen går videre, siger Rene Gotfredsen Nielsen.

Sydøstjyllands Politi efterforsker stadig sagen.