Peter Kofod har givet Haderslev kommune 21.000 kr. tilbage

Peter Kofod fra Dansk Folkeparti ville gerne betale sit eftervederlag på 21.000 kr. tilbage til Haderslev kommune. Det måtte han ikke, var beskeden. Men nu er pengene på kreativ vis alligevel røget tilbage i kommunekassen.

Da Peter Kofod fra Dansk Folkeparti forlod sin post som socialudvalgsformand i Haderslev Kommune, fordi han kom ind i Folketinget, fik han vederlag for to måneder, selvom han allerede var stoppet som socialudvalgsformand. De penge ville han gerne give kommunen tilbage.

- Da jeg fik pengene udbetalt, tænkte jeg, at det måtte være en fejl. Det er jo helt hen i vejret, sagde Peter Kofod Poulsen i den forbindelse til TV SYD.

Han ville straks betale pengene tilbage, men det måtte han ikke, var beskeden fra Social- og indenrigsministeriet. Ifølge den kommunale styrelseslov, var eftervederlaget hans til arv og eje.

Peter Kofod Poulsen var egentlig klar til at give de over 21.000 kr. til velgørenhed.

Men så fandt Haderslev Kommune en kreativ løsning.

- Det viser sig, at Haderslev Kommune har en konto til gavebeløb, siger Peter Kofod Poulsen fredag til TV SYD.

Peter Kofod Poulsen har nu givet Haderslev Kommune de 21.756,82 kr. tilbage, og han er glad for, at sagen alligevel kunne løses.

- Jeg ville have givet pengene til velgørenhed, hvis jeg ikke kunne give dem tilbage til kommunen. Men pengene hører jo til i kommunekassen, så det er det rigtigste sted at sende dem hen, siger Peter Kofod Poulsen fredag til TV SYD.