Piberne får den rigtige lyd

I dag begyndte et stort renoveringsarbejde i Haderslev Domkirke. Domkirkens store orgel skal repareres.

Komponisten Wolfgang Amadeus Mozart kaldte orgelet for instrumenternes konge, og stort kan det være. Nogle orgler har tusinder af piber. Det største i verden findes i Philadelphia i USA, og det har over 28.000 piber. Herhjemme har orgelet i Danmarks Radios gamle koncertsal over 7000 piber, og det er et af de største herhjemme.

Først skal der males

Haderslev Domkirke har ikke mindre end tre orgler, så der kommer ikke til at mangle musik, mens restaureringsarbejdet foregår.

I første omgang skal spillemekanismen med alle tangenterne repareres, og orglet skal pakkes ind i plastic, så et hold malere får mulighed for at kalke væggene, men sidst i oktober sker der meget mere.

- Spillemekanismen skal sættes på plads, og så skal der gøres rent, fortæller orgelbygger Uve Hjordt Oltmann. Piberne skal tages af, og de skal gøres rene. Derefter skal de stemmes, fordi mange års lag støv kan have forandret klangen.

Hånd og fod-arbejde

Det store orgel bliver pillet fra hinanden, og orgelbyggerne skal holde styr på over 5000 piber og pedaler.

Orgelet er nemlig et instrument, hvor der bliver spillet ikke alene med fingrene på flere klaviaturer, men også med fødderne på en række pedaler, og det kan ligefrem være en oplevelse at se en organist for fuld udblæsning i et stort præludium.

Hovedorgelet i Haderslev domkirke blev næsten total nybygget i 1940'rne af firmaet Marcussen og Søn fra Aabenraa, og det er også dette firma, der står for renoveringen. Marcussen & Søn har eksisteret i over 200 år og er anerkendt over hele verden for sine orgeler. Firmaet er kendt for at give gamle orgeler nyt liv. Det har f. eks restaureret orgelet i Roskilde Domkirke.

Det store orgel i Haderslev Domkirke er klar til at spille igen den første søndag i advent.