Pige forsvundet efter bytur

Politiet leder søndag med hunde efter en pige, der er forsvundet efter tur i byen i Aabenraa

En 16-årig pige er forsvundet efter en tur i byen i Aabenraa. Nu håber politiet, at hun kan findes ved hjælp af politihunde eller med offentlighedens hjælp.
Pigen ringede ifølge DR Syd til sin mor klokken fire søndag morgen fra Stegholt i Aabenraa. Hun bad om at blive hentet, fordi hun havde det dårligt. Men da moderen kom, var pigen ikke til at finde.

- Hun kan jo godt ligge og sove branderten ud et sted, men nu tør vi ikke vente med at lede længere, siger Bjarne Hoffmann fra vagtcentralen ved Syd- og Sønderjyllands Politi til radiostationen.

Den 16-årige pige er cirka 170 cm høj og har sort kort hår. Hun var iført en grå jakke, blå/sorte cowboybukser og blå Converse-sko.

Ifølge politiet var pigen ikke sammen med andre, da hun ringede efter sin mor. Der er heller ikke længere noget signal fra hendes mobiltelefon.

Stegholt er i den sydlige del af Aabenraa. Det ligger tæt på stranden og på flere grønne områder, som politiet nu afsøger med hunde.