Grindstedpiger opfandt selvrensende mobilcover og vandt

Et selvrensende cover, der kan fjerne 90 procent af bakterierne på en mobil på 24 timer. Det har gjort fem piger fra Erhvervsgymnasiet Grindsted til danske mestre i gode ideer.

Som elev på en ungdomsuddannelse kan der være langt til drømmen om at blive iværksætter. Men de fem piger Signe, Michelle, Kristina, Mia og Line fra Erhvervsgymnasiet Grindsted tog sent onsdag aften et skridt tættere på iværksætterlivet. Efter en hel dags konkurrencer vandt de nemlig Company Programme – Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for elever på en ungdomsuddannelse.

Over 4.000 elever har i løbet af året deltaget i undervisningsforløbet Company Programme, hvor de har arbejdet med at udvikle iværksætterideer, og onsdag kulminerede det til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab, hvor de bedste 162 elever fordelt på 42 hold fra hele landet dystede i Industriens Hus i København.

Signe Johansen, Michelle Elise, Kristina Horsager, Mia Svejgaard og Line Kirstine vandt med ideen Clean Cover. De har haft fokus på hygiejne i deres ideudvikling og fandt bl.a. ud af, at der er 18 gange flere bakterier på ens mobiltelefon end på et offentligt toilet. Det satte de sig for at lave en løsning på.

- Vi har arbejdet godt sammen, og nu skal vi have videreudviklet mere på vores ide, og så skal vi have fundet noget kapital, som kan skydes ind i virksomheden. Vi skal bruge de penge, vi har vundet, på produktudvikling og støbeforme til vores produktion, lød det fra de iderige unge, da de vandt.

Men titlen som Danmarksmestre i Entreprenørskab fulgte også en check på 10.000 kroner sponsoreret af Nordea.

Til juli skal Clean Cover desuden repræsentere Danmark ved det prestigefyldte Europamesterskab, Company of the Year Competition, som holdes i Beograd.

DM i Entreprenørskab

  • Fonden for Entreprenørskab står bag DM i Entreprenørskab i samarbejde med Dansk Industri og Nordea og med støtte fra Bloomberg og Tønder Energi- og Miljøfond.
  • Company Programme er et undervisningsforløb, hvor elever på ungdomsuddannelserne bliver taget gennem alle faser af livet som iværksætter. I løbet af skoleåret skal de bl.a. arbejde med forretningsmodeller, indgå aftaler med samarbejdspartnere fra det nære erhvervsliv og den finansielle sektor, lave markedsføring og aflægge regnskab.
  • Ca. 4.000 elever er årligt med i Company Programme, og de bedste og mest innovative elevvirksomheder kvalificerer sig til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab. Herfra går vinderen videre til EM i Entreprenørskab.
  • Til DM stiller eleverne stiller op i én af fire kategorier: Science & Technology, Society & Globalization, Business & Service og Trade & Skills, og elevernes idéer spænder derfor fra nyudviklede tekniske løsninger til idéer med et mere socialt fokus. Alle ideerne bedømmes af erfarne erhvervsfolk i flere forskellige kategorier.