Pilen peger i en positiv retning for Nicki Pedersen

Onsdag aften var speedway køreren Nicki Pedersens indblandet i voldsomt styrt ved et race i Holsted. Han er dog ved godt mod dagen derpå.

Onsdagens ligakamp i speedway på banen i Holsted fik en træls udgang for Nicki Pedersen, der er tredobbelt verdensmester.

Han stødte sammen med Niels-Kristian Iversen, der på grund af banens beskaffenhed kom ud af kurs. Nicki Pedersen kunne ikke undgå sammenstødet og fløj flere meter gennem luften og landede på nakken.

Han blev herefter iført nakkekrave og kørt til nærmere undersøgelser på Esbjerg Sygehus. Han var ved bevidsthed men havde store smerter.

Torsdag formiddag er der dog godt ny fra sygesengen. Der er skrevet følgende på Nicki Pedersens Facebookside:

- En lille update fra Nicki:
Først og fremmest 1000 tak for alle hilsnerne.. 
Der er umiddelbart ingen brud på nakkehvirvlerne, men en endelig scanning når hævelserne er væk, vil vise om der er sket skade. 
 Nicki er ved godt mod, dog noget forslået efter det grimme styrt.

Styrtet betyder, at han desværre ikke kan deltage i lørdagens Speedwaygrandprix i Letland.

Arrangører tager ansvar for banen

Flere styrt under onsdagens kamp betød, at løbet blev aflyst allerede efter 8 heat. Hos arrangørerne af løbet taget man det fulde ansvar for problemerne med banen.

- Banens beskaffenhed er alene vores ansvar som arrangerende klub - og onsdag fejlede vi, siger Niels Munk Nielsen, direktør i Holsted Speedway, i en pressemeddelelse.

Belægningen på banen opførte sig ikke, som man havde regnet med fra arrangørernes side.

- Årsagen skal findes i de to seneste ligamatcher, hvor det op til løbene regnede meget - her måtte vi tilføre banen meget ekstra belægning, hvilket desværre viste sig ikke at kunne binde i den eksistere belægning efter den fine solskinsvejr de seneste dage, siger Niels Munk Nielsen i pressemeddelse.

Som en kompensation til de 3.200 tilskuere, der måtte gå for tidligt hjem giver Holsted Speedway gratis adgang til speedway den 2. august, hvor Team Fjelsted kommer på besøg på banen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.