Pilot-strejke i Lufthansa rammer atter Billund

En bebudet strejke hos Lufthansas piloter rammer atter trafikken til og fra Billund Lufthavn mandag efter kl. 11. Lufthansas fly mandag morgen er dog kommet fra Billund som planlagt.

Lufthansa-fly fra Billund med afgange mandag kl. 10.20, 14.45 og 18.50 er aflyst, fremgår det af lufthavnens hjemmeside.

Piloternes fagforening, Cockpit, har søndag udsendt et strejkevarsel for luftfartsselskabets tyske flyvninger. Det er niende gang i år, at Lufthansas fly bliver strejkeramt på jorden.

I første omgang er det mandag middag de kortere ruter, der bliver ramt, mens strejken natten til tirsdag udvides til også at gælde langdistanceflyvninger og godstrafikken hos Lufthansa Cargo.

- det kommer til at påvirke ca. 1200 passagerer, siger Jesper Klausholm, marketingschef for Billund Lufthavn til TV SYD.

Overenskomstforhandlingerne mellem Cockpit og Lufthansa var natten til lørdag nok engang endt uden en løsning i den langvarige strid, som har stået på siden foråret. Piloterne beskylder deres arbejdsgiver for at blokere for en løsning.

Parterne er især uenige om, hvornår luftfartsselskabets omkring 5400 piloter må gå på pension. Lufthansa vil holde på dem, indtil de fylder 60 år, mens piloterne i dag kan trække sig tilbage på selskabets regning, når de er 55.

De skændes også om lønniveauet, og samtidig er Cockpit modstander af, at piloter og kabinepersonalet i lavprisdatterselskabet Eurowings og endnu et kommende lavprisselskab ikke skal ansættes på koncernens fællesoverenskomst, men til ringere løn- og pensionsvilkår.

Siden overenskomststriden brød ud i april, har Lufthansa, Lufthansa Cargo og datterselskabet Germanwings måttet aflyse næsten 6000 flyvninger, hvilket foreløbig har kostet koncernen i omegnen af 170 millioner euro. Sidst, piloterne nedlagde arbejdet, var i oktober.