TV der bevæger dig

Pingvinerne i Legoland har fået unger

De 17 pingviner i pingvinanlægget i Legoland trives så godt, at de nu har fået unger.

Det er et helt ungt pingvinpar, som i går har fået deres første unge.

- Ungen er i fin form. Vi er enormt stolte og en smule rørte over, at vi nu kan bryste os af at have pingvinunger i Legoland, siger biolog Lars Nørholm Jensen.

Og ungen bliver ikke den eneste i anlægget. Flere af pingvinparrene i anlægget har lagt æg.

- Vi er flere, der har trykket næsen flad mod ruden et par gange for lige at tælle æggene efter, og nu er vi bare så glade for, at den første unge er her, og at den har det så godt, siger Lars Nørholm Jensen.

I løbet af de næste måneder vil de små pingvinunger gennemgå en rivende udvikling.

De skal spise deres første rigtige fisk, udskifte de bløde, grå dun til en svømmevenlig fjerdragt og så skal de lære at svømme.

Pingvinunger samler sig i en flok, hvor de kan udforske og afprøve verden.

- I naturen bruger de hinanden til at holde sig varme og beskytte sig mod rovdyr, og vi glæder os da helt vildt til at se de små hoppe i bassinet for første gang som perler på en snor, siger Lars Nørholm Jensen.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden