Politiet advarer: Pirattaxaer snyder kunder for tusindvis af kroner

To unge mænd fik lænset deres kreditkort efter en tur i en uautoriseret taxa.

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer nu mod pirattaxaer i Esbjerg.

Det sker, efter at to unge mænd i sidste weekend blev snydt, da de satte sig ind i en pirattaxa.

I begge tilfælde benyttede de, efter en festlig lørdag aften i byen, en uautoriseret taxa, der holdt i Esbjergs centrum.

I et tilfælde blev en 22-årig mand franarret sit hævekort, der blev misbrugt til at hæve 7.700 kroner, og i et andet tilfælde blev en 18-årig mand 5.500 kroner fattigere efter turen. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi.

Dyr tur

Begge hændelser bliver efterforsket, og Syd- og Sønderjyllands Politi advarer samtidig mod at benytte uautoriserede taxaer ikke mindst forud for den kommende weekend.

- For nogen kan det måske være fristende at benytte en pirat, fordi der kan være mangel på taxaer i nattelivet. Men det kan i værste fald blive en meget dyr tur, fordi man risikerer at blive snydt, understreger vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessekretariat.

- Skal vi dette problem til livs, kræver det dels, at borgerne anmelder ulovlig taxakørsel til myndighederne, dels at borgerne vælger pirattaxaerne fra, tilføjer han.