Plan om filmfond i Sydjylland

FilmFyn går godt og overvejer at udvide i Sydjylland. I næste måned skal oprettelsen af FilmSyd drøftes, oplyser JyskeVestkysten i dag.

Den kommunale opbakning er vigtig, for den er med til at holde en film-skabende virksomhed i gang. Seks kommuner ejer Film-Fyn, som har til formål at trække film-produktion til Fyn, fordi det skaber arbejdspladser.

FilmFyn har allerede produktioner i gang, som handler om begivenheder i Jylland - men de bliver blot optaget et andet sted. "Kapgang" af instruktør Niels Arden foregår i Sdr. Omme, men bliver optaget på Fyn. Slaget ved Dybbøl 1864 bliver optaget i Tjekkiet og på Fyn.

God ide

Lokale filmfolk siger, det er en fremragende ide at skabe en sydjysk parallel til FilmFyn. Instrukttør Rene Frelle Petersen og producer Marco Lorenzen går i næste måned i gang med en produktion i Aabenraa. Filmen hedder "Hundeliv".

- Vi laver en spillefilm i Sydjylland, fordi vi mener, dansk film bør vise dette område mere opmærksomhed, siger Marco Lorenzen til TV Syd. Vi bor og arbejder til dagligt i København ligesom resten af den danske filmbranche, men Vi holder meget af vores gamle hjemstavn. Vi kunne vælge den lettere vej og bruge alle vores kontakter i København, men vi håber på sydjydernes goodwill kan opveje for det. Projektet er et uafhængigt projekt. Skuespillere og filmarbejdere arbejder gratis, alle tror på historien og vil rigtig gerne være med til at gøre den til virkelighed.

Vi må have en debat

Marco Lorenzen oplyser, at han og Rene Frell har kontaktet lokal-politikere og lokal-pressen i håb om at kunne starte en debat i området.

- Vi mener, det bør være muligt at skabe en pendant til andre regionale filmpuljer, der gør det utroligt attraktivt at skabe film. Derfor er det vand på vores mølle, at personerne bag FilmFyn overvejer at skabe en Sydjysk udgave af deres succes, siger Marco Lorenzen.

Flere sydjyske borgmestre siger i dag i JyskeVestkysten, at de støtter ideen om at oprette en filmfond i det sydlige Jylland.

Det gælder Sønderborgs Aase Nygaard, Tønders Laurids Rudebeck og Jørn Pedersen i Kolding.