Planlægning af stort ferieprojekt fortsætter på trods af kæp i hjulet

Selvom Natur- og Miljøklagenævnet for en måned siden afgjorde, at hele sagsbehandlingen af Nordals Ferieresort skal gå om, så har idèmændene ikke kastet projektet i Lillebælt.

Det var noget af en mavepumper, da Danmarks Naturfredningsforening i starten af juli måned vandt en sag imod Nordals Ferieresort der betyder, at konsekvenserne for naturen skal undersøges på ny, inden projektet kan realiseres.

Men det har langt fra fået projektet til at gå i vasken. I dag blev et nyt udviklingsselskab, der skal danne grundlag for Nordals Ferieresort nemlig dannet.

Selskabet skal over de næste tre år klarlægge rammerne for projektet, forberede byggeriet og finde investorer.

Foreløbig er der fundet 24 millioner kroner. Sønderborg Kommune har tildelt de 12 millioner kroner, mens BMC Fonden og Linak A/S har givet et tilsvarende beløb

Der er allerede lavet tegninger af projektet.
Der er allerede lavet tegninger af projektet.
Foto: Sønderborg Kommune

 

Ferieprojektet på Nordals er et af de 10 kystnære projekter, som regeringen har givet tilladelse til at opføre for at fremme turisme og vækst i udkantsområderne.

Det stort anlagte projekt forventes at koste omkring 1,3 milliarder kroner.