Plastikpølse hindrer oversvømmelser og miljøudslip

En plastikpølse.Sådan kan man godt beskrive den mobile dæmning, som onsdag blev demonstreret i Aabenraa.

Oversvømmelser er kostbare for både myndigheder og virksomheder, når det danske vejr viser sig fra sin voldsomme side. Derfor er der stor interesse for at finde løsninger på mobile og midlertidige dæmninger, der hurtigt kan sættes ind, når vandet stiger.

Onsdag formiddag demonstrerede Sækko Presenning i Padborg deres bud, som de kalder Watergate. Det er en stor pølse af plastik, der hurtigt kan rulles ud og dæmme op, når et vandløb er ved at løbe over dets breder - eller hvis eksempelvis gylle eller andre miljøtruende væsker slipper ud.

Demonstrationen fandt sted ved dyreskuepladsen i Aabenraa for repræsentanter fra en række danske havne og fra bl.a. Aabenraa og Tønder kommuner.

Teknik-og miljøchef Niels-Christian Porskjær fra Kolding Havn var blandt de fremmødte:

- Med mere end 2,5 kilometer kajkant, som jævnligt kan risikere oversvømmelser ved stærk østenvind, er en mobil dæmning absolut interessant for os - også økonomisk, var den umiddelbare reaktion på dagens demonstrantion i Aabenraa.