Pleje-familier melder sig i stor stil

Omtale i medierne skaffer nu i stor stil nye pleje-familier til Horsens. 40 pleje-familier fra hele landet har tilbudt sig.

Familieplejen i Horsens udsendte før jul et nødråb på grund af manglen på plejefamilier til især teenagere.

- Interessen for at få job i Horsens Kommune som plejefamilie for en teenager er ganske enkelt overvældende. Mange af familierne er desuden rigtig godt klædt på både fagligt og menneskeligt, og det er vi selvfølgelig glade for. Det øger nemlig vores muligheder for at lave et perfekt match mellem den unge og plejefamilien, siger familieplejekonsulenterne Katrine Haarup Laursen og Ole Bjørn Severinsen.

De to konsulenter har i den senere tid tilbagelagt mange kilometer på landevejene for at gennemføre de obligatoriske samtaler med plejefamilierne, der geografisk spreder sig over hele landet.

- Vi vil helst finde plejefamilier til de unge så tæt på deres eget netværk som muligt. I nogle tilfælde kan det dog være en fordel for den unge med et miljøskifte, siger Katrine Haarup Laursen.