Plejehjem afprøver intelligent ble

En ble, der kan give besked, når den skal skiftes, er måske ikke så langt ude i fremtiden. Det skal nu prøves af i Aabenraa Kommune.

Våde bleer, der bliver skiftet alt for sent, skal være fortid. I hvert faldt går virksomheden Abena nu i gang med at afprøve en intelligent ble af på Plejehjemmet Lergården i Aabenraa.

Den intelligente ble er udstyret med en censor og en chip, der registrerer, når bleen bliver våd. Personalet får via deres smartphone straks besked om, at bleen trænger til at blive fornyet.

- Vi glæder os til at følge projektet, og hvis bleen kan lette arbejdet for personalet og samtidig give livskvalitet for de ældre, er det på sigt noget, vi gerne vil implementere i kommunen, siger Povl Kylling Petersen (S), der er formand for social- og sundhedsudvalget i Aabenraa Kommune.

Abena, der primært laver produkter til plejesektoren, har udviklet den intelligente ble i samarbejde med Medisens Wireless.