Plejehjemsbeboere træder i pedalerne til VM

Beboerne på flere danske plejehjem deltager i cykel-VM, hvor de konkurrerer mod plejehjemsbeboere fra Island, Sverige og Norge.

Pedalerne drejer rundt på cyklen, mens naturen suser forbi. En cykeltur er netop, hvad beboerne på Plejecenter Sofiegården i Vejle kan opleve – også uden at de skal forlade plejehjemmet.

Beboerne deltager nemlig i cykel-VM. Anna Bach Andersen er en af beboerne på Plejecenter Sofiegården, der træder i pedalerne på den indendørs motionscykel. For hende giver cykelturen gode minder.

- Jeg har cyklet meget som barn, så jeg kan godt lide at cykle. Der var flere ting, jeg kunne huske på cykelturen, så det er sjovt, siger Anne Bach Andersen.

Anna Bach Andersen og Carl Martin Andersen træder i pedalerne gennem naturskønne områder.
Anna Bach Andersen og Carl Martin Andersen træder i pedalerne gennem naturskønne områder.

Anderledes cykeltur

Det er en særlig cykelløsning, som giver beboerne muligheden for at cykle. Det norske firma Motitech A/S har udviklet specielle motionscykler, der sammen med en skærm giver beboerne mulighed for at fornemme naturen under cykelturen inden for plejehjemmets vægge.

Skærmen viser film fra velkendte naturområder, og motionen får beboernes hjerne og resten af kroppen i gang. Der er også gang i minderne. 

- Der er rigtig mange af beboerne, hvor snakken begynder at falde på, at de har boet og gået i de naturområder. Det får stemmeniveauet til at stige, fordi der kommer noget engagement, og det får beboerne til at glemme, at de cykler og får samtidig skjult motionen, siger Axel Sixhøj Laursen, der er fysioterapeut på Plejecenter Sofiegården.

Medaljechancen er lille

Selvom beboerne får skjult deres motion, gælder de hårde anstrengelser om at vinde medaljer. På Plejecenter Sofiegården deltager beboerne som et hold, men medaljechancen til verdensmesterskabet er lille, mener Axel Sixhøj Laursen.

- Jeg tror, det bliver svært at vinde, men jeg skal ikke udelukke, at vi har en chance for at komme i top-10, siger han.

Beboerne på Plejecenter Sofiegården konkurrerer mod andre plejehjemsbeboere fra Island, Sverige og Norge. Cykel-VM fortsætter til den 27. september, hvor der derefter vil blive kåret en verdensmester for mænd, kvinder og hold.