Pludselig exit: Finanstilsynet kritiserede Gæmelkes banklån

Forklaringen på Peter Gæmelkes pludselige afgang fra Sydbanks bestyrelse for nylig synes nu at dukke op. Ifølge dagbladet Børsen rettede Finanstilsynet nemlig en skarp kritik af den tidligere landbrugspræsidents interne lån i banken .

Det var den kritik, der i sidste ende fik Peter Gæmelke til at trække sig fra posten.

- Ja, det kan man godt sige, at det var. Som jeg også meldte ud, så havde jeg et engagement i banken, der var blevet for stort, fordi jeg havde kautioneret for min søn, og vores ejendomsværdier er faldet. Så på den baggrund trak jeg mig fra bestyrelsen, siger Peter Gæmelke.

Forhøjet risiko

Finanstilsynet gennemgik i forbindelse med det ordinære tilsynsbesøg bestyrelsens behandling af de interne lån til bestyrelse og direktion, og gjorde opmærksom på, at disse lån skal behandles ekstra omhyggeligt.

Tilsynet skriver, at der i Sydbank var et enkelt engagement blandt disse med forhøjet risiko, hvor stram styring måtte anses for påkrævet. Principielt bør det undgås, at engagementer med bestyrelse og direktion har forhøjet tabsrisiko.

Ekstremt pressede

Peter Gæmelke driver sammen med sin søn et landbrug på 530 hektar jord og med en omfattende svineproduktion. Netop svinebønderne har de seneste år været ekstremt pressede af lave priser og faldene værdier både på jord og ejendomssiden.
 
- Realiteten er, at når værdierne falder med 30-40.000 kr. per hektar, så har man pludselig 25 mio. kr. mindre, forklarer han.