TV der bevæger dig

Pølsepavillon kan overleve: - Jeg er mega glad

Tung Nguyen er glad for den udvikling, der har været i sagen om hans pølsebiks Foto: Jakob Schjødt Pedersen

Tung Nguyens pølsepalæ på Torvet i Horsens skal ikke erstattes af en arkitekttegnet madbod. Det var ellers planen for få dage siden, men efter kritik fra Dansk Folkeparti er borgmesteren kommet med et ændringsforslag.

Smilene er lidt bredere bag pølsedisken på Torvet i Horsens, end de har været i lang tid.

For Tung Nguyens pølsevogn ser ud at få en ekstra chance.

- Jeg er mega glad. Det hele ser lidt lysere ud nu. Jeg kan beholde min pølsevogn, og det er rigtig godt, siger Tung Nguyen.

Pølsepavillon havde ellers kniven for struben. I Horsens Kommunes plan- og miljøudvalg var et socialdemokratisk flertal i sidste uge enige om, at den gamle pølsevogn på Torvet i Horsens skulle rives ned. Der skulle i stedet bygges nyt, og her ville Tung Nguyen kunne leje sig ind, men til vilkår der ville gøre, at han måtte dreje nøglen om.

Jeg er mega glad. Det hele ser lidt lysere ud nu.

Tung Nguyen

Men nu har borgmester Peter Sørensen (S) været ude stille et ændringsforslag, der giver mulighed for, at pølsevognen kan overleve. Det betyder, at borgmesterens forslag sætter en stopper for det socialdemokratiske flertal i udvalget.

TV SYD har forsøgt at få en kommentar fra Peter Sørensen, men han har i dag ikke ønsket at kommentere på hans eget forslag.

DF: Glædelig nyhed

Michael Nedersøe (DF) er én af de politikere, som i sidste uge stillede sig uforstående overfor beslutningen om at udskifte den gamle pølsebygning med et nyt og arkitekttegnet madhus. Han er selv et af medlemmerne i plan- og miljøudvalget. 

Socialdemokratiets flertal ville være blev endegyldigt vedtaget i plan- og miljøudvalget, men Michael Nedersøe ønskede at få sagen med i byrådet. Dermed blev der sat en stopper for planerne.

Michael Nedersøe (DF) er glad for, at borgmesteren har været lydhør overfor den kritik, der har været. Foto: "Jakob Schjødt Pedersen, TV SYD"

Michael Nedersøe er derfor godt tilfreds med, at borgmesteren nu reagerer.

- Jeg synes, at det er rigtig glædeligt, at borgmesteren har lyttet og indkaldt partierne til en drøftelse omkring pølsevognen

Kræver forbedringer

Det nye forslag giver mulighed for, at Tung Nguyen kan beholde sin pølsebiks på torvet og fortsætte med indendørsservering.

Men borgmesterens forslag lægger også op til, at Tung Nguyen må have arbejdshandskerne på. Pølsevognen skal under en kærlig hånd og have lavet nogle mindre renoveringer, hvis der fortsat skal langes pølser over disken.

Pølsevognen har dog også været aktiv gennem tre årtier, så Tung Nguyen har ingen indsigelser mod det.

- Jeg er indforstået med det. Vi er i 2019, og vognen her er over 20 år gamle. Vi skal have den shinet lidt op, og det er jeg med på, siger Tung Nguyen.

I mere end 15 år har Tung Nguyen haft pølsevognen, og han ville være svær at undvære, mener kunderne. Så udsigten til fortsat at kunne få en hot dog på Torvet fra Tung skaber glæde blandt stamkunderne.

Alf Jensen nyder en endnu en pølse hos Tung Nguyen. Og det bliver sandsynligvis heller ikke den sidste. Foto: "Jakob Schjødt Pedersen, TV SYD"

- Det lyder rigtig godt, synes jeg. Det er på tide, at politikerne kunne tage sig sammen. Det er en god pølsevogn, og vi har haft Tung i mange år. Ham kan vi ikke undvære, siger Alf Jensen, der igen i dag er kommet for at noget at spise hos Tung. 

På dagsordenen mandag

Tung Nguyen vender pølserne på grillen og smiler til en kunde. Den seneste tid har været usikker, og selvom forslaget endnu ikke er blevet behandlet i byrådet, så er manden med pølsetangen positiv overfor fremtiden.

Vi stemmer for det her ændringsforslag.

Michael Nedersøe, Dansk Folkeparti, Horsens Kommune

- Det er noget af lettelse at få at vide, at jeg kan beholde den, siger Tung Nguyen.

Byrådet skal mandag tage stilling til forslaget fra borgmesteren. Et forslag, der ikke havde været aktuelt uden Michael Nedersøe. Derfor er han heller ikke i tvivl om, hvordan partiets stemme falder mandag.

- Vi stemmer for det her ændringsforslag. Vi har selv været med til at kigge på det, og det vil give mulighed for, at Tungs funktionelle pølsevogn kan fortsætte, siger Michael Nedersøe.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App