Pølser, honning og gin - alt sammen fra lokale avlere

Brugsforeningen for Als og Sundeved mener, at lokale varer er fremtiden. De vil både støtte lokale avlere og minimere deres CO2-fodspor.

For tre år siden tog Brugsforeningen for Als og Sundeved en strategisk beslutning: Brugsforeningen vil i sine 10 butikker kun sælge lokale varer - hvis det på nogen måde er muligt.

- Vi kiggede i krystalkuglen og så på, hvad det er, der bliver fremtiden - og så fandt vi ud af, at lokale varer nok bliver trendy fremover, fortæller Karsten Hansen, salgschef, Brugsforeningen for Als og Sundeved.

quote

Der er jo ingen grund til at købe jordbær og ting hjem fra Sydspanien og hele Europa, når vi har dem stående i baghaven.

Karsten Hansen salgschef, Brugsforeningen for Als og Sundeved

Brugsforeningen annoncerede efter lokale avlere i avisen, og siden er antallet af lokalt producerede varer på hylderne i brugsforeningens butikker vokset støt. I dag leverer cirka 20 lokale producenter alt fra pølser til honning og endda en lokal gin til brugsforeningens butikker.

- Målet er, at vi får så mange i spil som muligt og sælger så store mængder som muligt, fortæller salgschefen.

CO2-fodspor

Ved at købe og sælge varer, der er produceret i lokalsamfundet, håber brugsforeningen både at støtte de lokale avlere, men også at minimere sit "CO2-fodspor".

- Der er jo ingen grund til at købe jordbær og ting hjem fra Sydspanien og hele Europa, når vi har dem stående i baghaven, forklarer Karsten Hansen.

Lokalt producerede pølser er på hylderne i brugsforeningens 10 butikker.
Lokalt producerede pølser er på hylderne i brugsforeningens 10 butikker.
Foto: Pia Thordsen, TV SYD

I dag fylder de lokale varer tre hyldemeter i alle butikker, men selvom der produceres masser af varer lokalt, er det dog ikke så nemt, som man skulle tro at få hylderne fyldt op med lokale varer. Faktisk kan de lokale avlere stadig ikke levere alle de lokale varer, som brugsforeningen gerne vil have på hylderne.

- Det er trendy at spise kål. Det kan man se i alle madprogrammerne, og derfor vil vi gerne have alle de kål, vi kan få, og der har vi været lidt udfordret på levering, fortæller Karsten Hansen.

Nye partnerskaber

For at få avlerne til at producere flere af de efterspurgte varer, er brugsforeningen nu begyndt at tilbyde avlerne partnerskaber.

quote

Vi vil bare gerne have endnu flere, der kommer og siger, "vi har det her".

Karsten Hansen salgschef, Brugsforeningen for Als og Sundeved

Aftalen lyder, at avlerne producerer de efterspurgte varer til brugsforeningen, og til gengæld garanterer brugsforeningen af købe alle de varer, som avlerne producerer. På den måde får butikkerne et bredere sortiment, og salgschefen håber, at der i fremtiden kommer flere varer som for eksempel ærter og græskar på hylderne.

- Vi vil bare gerne have endnu flere, der kommer og siger, "vi har det her". Selvom det ikke er store mængder, så putter vi det i nogle af butikkerne, for vi vil bare gerne sælge de lokale varer, siger Karsten Hansen.