Pokal-brag i Horsens hænger i tynd tråd

Pokalkvartfinalen mellem AC Horsens og Vejle Boldklub, der efter planen skal spilles torsdag kl. 18 på Casa Arena, hænger i en tynd tråd og er truet af aflysning på grund af stormen Bodil.

Pokalkvartfinalen mellem AGF og AaB, som skulle spilles i Aarhus i aften med start kl. 20,15, er allerede aflyst på grund af stormvarsel.

- På baggrund af de aktuelle vejrvarsler er vurderingen, at færdsel i området omkring Marselis-skoven og ophold i selve NRGi Park kombineret med de logistiske udfordringer, der i det hele taget er forbundet med at komme til kampen, udgør en så stor sikkerhedsmæssig risiko for tilskuerne, at det er uansvarligt at afvikle pokalopgøret, skriver AGF på sin hjemmeside.

- Vi har klokken 11 et møde med politiet, så omkring middag kommer vi med en udmelding efter vores møde, men jeg må da erkende, at det ikke ser så godt ud. Vi ønsker ikke at tage risici i forhold til vores tilskuere og spillere, siger AC Horsens direktør Henrik Ravn til TV SYD.