Politiet: Nattens uro var lige i overkanten

Syd- og Sønderjyllands Politi har haft en travlt lørdag nat med uro, vold og optøjer over stort set hele landsdelen.

Hvad der begyndte som en nat med anmeldelse om høj musik udviklede sig voldeligt lørdag nat.

Kort efter midnat slog en 15-årig pige en flaske i hovedet på en 17-årig pige ud for et værtshus på Storegade i Tønder.

- Begge piger havde været oppe i det røde felt, men de gik hver til sit. Efterfølgende slog den 15-årige flasken i hovedet på den anden pige. Den 15-årige blev anholdt på sin bopæl, og både hendes mor og en social repræsentant fra kommunen tog med på politigården. Hun er sigtet og afhørt for vold, siger vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, til TV SYD.

quote

Det er lige i overkanten. Vi vil hellere have, at folk tager ud for at more sig.

Erik Lindholdt, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi

Klokken 04.21 gik nattens vold ud over en 28-årig på Nørregade i Haderslev. Han blev slået i hovedet. Sidenhen kom en anmeldelse fra Søndergade i Vejen, hvor politiet klokken 05.44 fik anmeldelse om, at en person var blevet blev slået ned.

I Esbjerg måtte politiet rykke ud til flere sager. Klokken 04.50 mødtes to grupperinger i en baggård. En mand, der tilsyneladende intet havde med de to grupper at gøre, forsøgte at gå imellem og lægge en dæmper på sagerne. Det endte med at volden gik ud over ham, og han er indlagt med kvæstelser, der kræver behandling. Kun fem minutter efter blev en mand anholdt for at trampe en 28-årig mand i ansigtet.

Endelig var der en hændelse klokken 05.49 på Nørretorv i Aabenraa. Her blev en mand også trampet i hovedet.

- Derudover kommer alle de andre småsager ved siden af. Sønderborg var det eneste rolige sted. Det er lige i overkanten. Vi vil hellere have, at folk tager ud for at more sig, slutter Erik Lindholdt. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Hos Sydøstjyllands Politi melder vagtchefen om en mere rolig nat.

I Vejle rykkede politiet ud til fire sager om gadeuorden – alle på Dæmningen. Klokken 05.06 var der en voldssag i Kolding ud for Torvegade 5. En ukendt gerningsmand skubber en 39-årig mand i brystet og vælter ham. Herefter sparker han ham i ansigtet. Den forurettede er kørt på Kolding Sygehus til behandling.

- Ellers har det været en forholdsvis rolig nat, forklarer vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Mikkel Ross, til TV SYD.