Politi finder sten ved motorvejen

Politiet har ved undersøgelser natten til fredag fundet en sten på motorvej E45 nær motorvejsbroen ved Haderslev N, hvor en minibus torsdag aften blev ramt af en genstand.

Torsdag aften blev en bus ramt af en genstand, der blev kastet fra en motorvejsbro ved Haderslev N. Politiet valgte at spærre motorvejen i begge retninger for at lave tekniske undersøgelser på stedet.

Fredag morgen fortæller politiet, at de har fundet en større sten ved motorvejen. Der er tale om en halv herregårdssten. En hel herregårdssten har en størrelse på cirka 14 x 21 x 6 centimeter.

Se mere video på localeyes.dk.

- Om den har nogen relation til det, der har ramt bussen, er lidt svært at sige. Under alle omstændigheder er det mærkeligt, at den er fundet der, siger vagtchef Nikolaj Hølmkjær, Syd- og Sønderjyllands Politi, fredag morgen til TV SYD. 

Der var passagerer i bussen, da den blev ramt. Bussen fik knust et ovenlysvindue, men ingen kom noget til.

I september måned blev en varevogn ramt af en sten ved afkørsel 68 Vojens, altså den næste afkørsel efter 67 Haderslev N. 

Her er et overblik over stenkast på motorvejen ved Haderslev.
Her er et overblik over stenkast på motorvejen ved Haderslev.