Politi: Flygtet fange er i Vejle eller Fredericia

Sydøstjyllands Politi oplyser til TV SYD, at de mener, at Ziad Mohamad El Kassem, der lørdag flygtede fra en psykiatrisk afdeling i Vejle, befinder sig i Vejle eller Fredericia.

Ziad Mohamad El Kassem, der beskrives af politiet som farlig, er fortsat på fri fod. Lørdag flygtede han ud af et vindue fra Psykiatrisk Afdeling E32 i Vejle, og selvom han har været væk i snart tre døgn, så mener poltiet stadigvæk, at han befinder sig i Vejle-området.

- På baggrund af at han har nogle relationer i vores politikreds og i Fredericia, så mener vi, at han befinder sig i den sydlige del af vores politikreds eller i Fredericia, siger Carit Andersen fra Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Der har været nogle få henvendelser i sagen, men Sydøstjyllands Politi oplyser, at der ikke har været den store feedback.

- Det er selvfølgelig altid nemmere, når vi får mange henvendelser. Det gør vores arbejde mere effektivt. Så vi må i stedet gå den tunge vej og undersøge hans kontaktflader med omverdenen, fortæller Carit Andersen.

Ziad Mohamad El Kassem er 31 år, og han beskrives som 180-185 cm. høj, almindelig af bygning, mørkt kortklippet hår og med tatoveringer på krop og arme. Ved flugten var han iført sort træningstøj.

Har man oplysninger i sagen kan man henvende sig til politiet på telefon 114.