Politi i samarbejde med anti-stalking forening

Sydøstjyllands Politi har indledt et samarbejde med Dansk Anti-Stalking Forening. Et pilotprojektet, En tryg Hverdag, løber frem til slutningen af næste år.

Samarbejdet skal gøre politiet bedre til at forebygge stalking (forfølgelse), så sagerne kan opdages tidligere.

- Samarbejdet med Dansk Anti-Stalking Forening har betydet, at vi har et øget fokus på stalking hos Sydøstjyllands Politi, fortæller Kuno Urban Jensen, politikommissær hos Sydøstjyllands Politi. Vi skal gennem pilotprojektet skaffe ny viden sammen med foreningen, så vi kan blive endnu bedre til at løse de problemstillinger, der ofte følger i kølvandet på sager om stalking.

Politiet og Dansk Anti-Stalking har holdt workshops og seminarer, hvor politiet og Dansk Anti-Stalking har arbejdet med stalking og dens konsekvenser. Eksterne samarbejdspartnere fra offerrådgivningen, Statsforvaltningen, krisecentre og kommunen har været inviterede.

Parterne vil også hjælpe de pårørende til stalking-udsatte. Og der er holdt en cafe-aften, hvor de pårørende blandt andet havde mulighed for at udveksle personlige erfaringer og blive klogere på politiets forebyggende arbejde i forhold til stalking.