Politi: Lys op i mørket

Går du på en vej uden fortov, så husk at gå i venstre side af vejen. Og husk også reflekser, sådan lyder politiets opfordring til fodgængerne.

Landevejene er mørke på denne tid af året, og torsdag aften blev to fodgængere kørt ned.

Den ene ulykke skete på landevejen i Fjelstrup ved Christiansfeld, hvor en mand blev kvæstet, og kørt til sygehuset.   
Den anden ulykke skete på Ribevej mellem Vojens og Hammelev, og den fik en anderledes trist udgang. 

En mand på 58 år blev så kvæstet ved ulykken, at han blev forsøgt genoplivet på stedet. Men hans liv stod ikke til at redde. Ifølge vidner gik manden ude på vejen. 

Syd- og Sønderjyllands Politi skrev i går på Twitter, at fodgængere skal huske at gå i den venstre side af vejen, så ansigtet er vendt mod de køretøjer, der kommer imod en, og som kører tættest på.

- Og husk reflekser, lyder opfordringen i tweetet. 

En godkendt refleks kan nemlig ses mindst 140 meter væk. Dermed er risikoen for at blive ramt af en bil i mørket reduceret med hele 85 procent. 

Forskning fra Aalborg Universitet og TrygFonden viser også, at cyklister og fodgængere kan nedsætte risikoen for at blive kørt ned med hele 48 procent, hvis de tager pangfarver på.

Local Eyes var til stede på ulykkesstedet på Ribevej. Du kan se mere video på localeyes.dk