Politi og glade naboer: Maratonkontrol med fotovognen virker

Politiets fotovogne vækker både vrede og glæde på vejene. Et af våbnene for at sænke farten er maratonkontroller på tyve timer.

- De kører alt for stærkt – meget stærkt. Det er dumhed. For man ved, at i byzonen skal man ikke køre så stærkt.

Sådan siger pensionist Konny Dinesen, der bor op til Tøndervej i Aabenraa, hvor politiet tirsdag holder med fotovogne, de såkaldte ATK-vogne, i tyve timer fra klokken 04.30 i morges til klokken 00.30 i nat.

Tøndervej er én af politiets fokusstrækninger - altså et sted hvor politiet har intensiveret deres fartkontrol.

- Det er bymæssig bebyggelse med en relativt bred hovedvej. Så folk kan have en fornemmelse af, at man kan køre hurtigere end den tilladte hastighed, forklarer Mads Bruhn Lund, der er operativ leder ved Færdselsafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

quote

Folk kører stærkere om eftermiddagen og om aftenen, så det giver god mening at være her på en 20 timers-vagt.

Ralf Spangtoft, ATK-operatør, Syd- og Sønderjyllands Politi

Farten ned – næsten hele døgnet

Normalt holder fotovognen på en vej i syv til otte timer, men der er gode årsager til maratonkontrollen.

- Bilen holder forskellige steder på vores fokusstrækning. På den måde får vi nemmere farten ned på hele strækningen, forklarer ATK-operatør hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Ralf Spangtoft, og fortsætter:

- Folk kører stærkere om eftermiddagen og om aftenen, så det giver god mening at være her på en 20 timers-vagt.

Det er naboerne enige i.

- Jeg er dagplejer, og vi skal nogle gange krydse vejen. De kører meget stærkt ind imellem, og det er et problem, hvis du skal nå at komme over vejen – specielt på små ben, siger dagplejer Kirsten Frederiksen.

Hun bakkes op af pensionist Svend Aage Christensen:

- Der er mange, der kører raskt til. De har dæmpet farten, efter fotovognen holder her lidt oftere. Men der er stadig mange, der kører for stærkt.

Maratonkontrol med effekt

For knapt seks uger siden blitzede politiet 80 bilister for at køre for stærkt. 10 af dem fik et klip i kørekortet.

- Én der kører for hurtigt er altid én for meget. Så 80 er relativt mange – også på 20 timer, forklarer operativ leder Mads Bruhn Lund.

quote

Der er mange der kører rask til. De har dæmpet farten, efter fotovognen holder her lidt oftere. Men der er stadig mange, der kører for stærkt.

Svend Aage Christensen, pensionist, Tøndervej, Aabenraa

Han tror på, at bilisterne ændrer mentalitet, når fotovognene er til stede.

- Vi kan se, at folk sænker hastigheden, når vi har vores ATK-vogne ude. Det er hele forskellen. Det har stor effekt på den målte hastighed.

Klokken 21.30 tirsdag aften var 61 blevet blitzet og tre får et klip i kørekortet. Højeste målte hastighed var 81 kilometer i timen, hvor man må køre 50.