Politi om genstand på motorvej: Det var muligvis et stykke betonflise

Politiet mener at have fundet den genstand, der mandag aften ramte en bil ved en motorvejsbro på Sønderjyske Motorvej.

Skaderne på den bil, der mandag aften klokken 18.14 blev ramt og fik skader på front og forrude, stammer muligvis fra et stykke industristen eller en betonflise.

Det viser politiets foreløbige undersøgelser i sagen.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse tirsdag formiddag, at den fundne genstand nu bliver teknisk undersøgt.

Samtidig fortæller politiet, at det endnu ikke med sikkerhed kan slås fast, om det, der har ramt bilen, er kastet fra motorvejsbroen. Det kan også være tabt fra et køretøj, der kørte over broen.

Syd- og Sønderjyllands Politi tager sagen meget alvorligt, fortæller vicepolitiinspektør Jacob Ulvedal Andersen.

Se mere hos Local Eyes.

Motorvejen var spærret for al trafik

Bilen blev ramt ved en motorvejsbro ved Rødekro mellem afkørsel 69 og 70 på E45. Den blev ført af en 44-årig dansk mand, der ikke kom til skade ved episoden.

Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne i kontakt med personer, der eventuelt har set noget ved broen omkring klokken 18. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Politiet var mandag aften og først på natten talstærkt til stede for at undersøge området.

Det betød, at motorvejsstrækningen mellem Aabenraa Nord og Haderslev Syd i en periode var lukket for trafik i begge retninger, og bilister blev ledt ud på alternative veje.

Motorvejen blev genåbnet omkring klokken et natten til tirsdag.

Ved du noget om sagen, så kontakt TV SYD's redaktion på tvsyd@tvsyd.dk.