Politi sigter indbrudstyve på stribe

Hver femte anmeldelse om indbrud i Syd- og Sønderjylland ender med, at politiet sigter tyven. Det viser en ny opgørelse over tredje kvartal i år.

Bor du i Syd- og Sønderjyllands politikreds, og får besøg af en indbrudstyv, så er der større chance for at politiet sigter tyven, end hvis du bor i det øvrige Danmark. Det viser politiets opgørelse over tredje kvartal.

Hver femte anmeldelse om indbrud i Syd- og Sønderjylland ender med sigtelse. Det er dobbelt så godt som landsgennemsnittet, hvor kun én anmeldelse ud af ti fører til en sigtelse.

Bedst ser tallene ud for både Tønder Kommune og Varde Kommune, hvor hver tredje anmeldelse om indbrud ender med, at politiet sigter tyven. Alle kommunerne i området har en højere sigtelsesprocent end landsgennemsnittet.

Esbjerg topper den syd- og sønderjyske statistik med 283 anmeldelser om indbrud. Sønderborg tager andenpladsen med 163 anmeldelser, og Aabenraas 161 indbrud giver kommunen en tredjeplads.

I Sydøstjylland har politiet en sigtelsesprocent på 12,4 procent, hvilket svarer til, at én ud af otte anmeldelser ender med sigtelse.

Antal anmeldelser og sigtelser fra tredje kvartal (1. juli til 30. september) i år i kommunerne i Syd- og Sønderjyllands politikreds.