Efter alarmerende resultater: Politi slår til mod farlige lastbiler

Tysk kontrol af lastbiler afslørede sidste sommer alarmerende tilstande i branchen. Nu gentager politiet kontrollen syd for grænsen.

Denne uge står tysk politi klar til at tjekke lastbiler syd for den dansk-tyske grænse. Det skriver tyske NDR mandag på sin hjemmeside.

Sidste sommer kontrollerede tysk politi i en storkontrol 670 lastbiler og busser i Slesvig-Holsten, og resultatet var ifølge NDR ”alarmerende”.

- Der var noget galt med næsten hvert andet køretøj. Bremserne fungerede ikke ordentligt, dækkene var slidt ned, anhængerne var for tungt læsset og lasten dårligt sikret, skriver NDR.

Medfører alvorlige ulykker

Ifølge NDR mener tysk politi, at de mange fejl, overtrædelser af køre-hviletidsregler og overlæs skyldes hård konkurrence i branchen.

I takt med at mængden af gods og passagerer, der transporteres ad landevej, er vokset, så er antallet af trafikulykker med de store køretøjer også vokset, skriver NDR.

Ulykkerne udløses ofte af høj fart, manglende afstand, dårligt sikret gods og overhalinger, og de har ofte særdeles alvorlige konsekvenser for andre trafikanter på vejene.

Kontrollen varer hele ugen ud.