Politi søger hjælp til at opklare røverier

To gange indenfor det sidste halve år har købmanden i Stenderup-Kroager været udsat for røveri. Nu vil politiet gerne have hjælpe fra offentligheden.

I september 2016 blev Min Købmand i Stenderup-Kroager udsat for et røveri. For en måned siden skete det så igen. Ifølge Sydøstjyllands Politi kan der meget vel være tale om den sammen gerningsmand.

Ved det første røveri den 12. september sidste år ankom gerningsmanden med en medgerningsmand i en sort VW Golf 3, med soltag og alufælge. 

Den 16. februar ankom gerningsmanden og en medgerningsmand i en blå/sort Seat Cordoba, fra omkring 2000-2005.

Gerningsmanden beskrives som 20 til 30 år, 180 til 190 cm høj og almindelig af bygning.

Han var iført en sort Fred Perry cardigan med lynlås og hvide striber på ærmene og et logo på venstre side af brystet. Under cardiganen bar han formentlig en FC Barcelona spillertrøje. Derudover var han iført grå cargobukser, sorte Nike-sko med et hvidt logo og hvid sål. På hænderne havde han grå arbejdeshandsker.  

Gerningsmanden var maskeret med et sort klæde for munden, sort hue og solbriller med blå spejlrefleksglas. Med sig havde han også en grå sportstaske. 

Ved begge røverier var fremgangsmåden den samme, udbyttet var begge gange cigaretter og gerningsmanden benyttede en pistol, der muligvis var en attrap. Påklædningen var ved begge stort set ens.

Kan du genkende manden eller har du oplysninger, der kan hjælpe politiet, så kontakt Sydøstjyllands Politi på 1-1-4.