TV der bevæger dig

Politiaktion mod hashhandel: 26 mænd anholdt

00:12

Se billeder fra politiaktionen i Kvaglund, der endte med 26 anholdelser. Se flere billeder af seneste nyt på localeyes.dk. Video: Finn Grahndin, TV SYD

Særlig Efterforskning Vest har sammen med Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt 25 mænd med tilknytning til organiseret hashhandel i Esbjerg.

Dagens aktion i rocker- og bandemiljøet centrerede sig om Kvaglund-området i Esbjerg, hvor politiet ransagede 31 adresser og undervejs anholdte 26 mænd mellem 16 og 31 år.

- Aktionen var grundigt forberedt, og vi er godt tilfredse med dagens anholdelser og ransagninger, siger politiinspektør for Særlig Efterforskning Vest, Brian Voss Olsen, i en pressemeddelelse.

Politiets regionale efterforskningsenhed Særlig Efterforskning Vest (SEV) har fokus på rocker- og bandemiljøet i Vestdanmark. Den seneste tid har enheden haft særligt fokus på Esbjerg i sammenhæng med hashhandel.

Derfor gennemførte enheden tirsdag aktionen sammen med Syd- og Sønderjyllands Politi. Aktionen har været planlagt siden efteråret sidste år, og planen var at anholde 26 bestemte personer. Det lykkedes politiet at få fat i dem alle. Udover anholdelserne vil Syd- og Sønderjyllands Politi ikke fortælle, hvad de fandt under ransagningerne, men politikredsen mener selv, at de er på vej mod målet.

- Vi har jo haft som mål fra starten af at få stoppet den her bandekonflikt for at skabe ro og tryghed i byen, og vi tror selv, at vi er rigtig tæt på det mål i dag, fortæller Jørgen Meyer, der er politidirektør Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Flere af de anholdte bliver i morgen onsdag fremstillet i grundlovsforhør i Aarhus, hvor efterforskningsenheden SEV holder til.

Tidligere visitationsområde

Den sidste halvdel af 2018 var der visitationszone i Esbjerg - blandt andet i Kvaglund. Visitationzonen blev oprettet for at for at skabe mere tryghed i områderne, hvor bandemedlemmer holder til. Det betød, at politiet fra den 17. august 2018 til og med den 17. december 2018 måtte foretage stikprøvevise visitationer af personer, genstande og køretøjer. 

Syd- og Sønderjyllands Politi fortæller i en pressemeddelelse, at visitationszonen blandt andet endte med 19 våbenlovssager, otte knivlovsager, 20 færdselssager og 77 sager angående lov om euforiserende stoffer. 22 personer fra de to bander i Esbjerg er fængslet på nuværende tidspunkt.

Kort over tidligere visitationszone i Esbjerg. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Ti mænd fremstilles i grundlovsforhør

Særlig Efterforskning Vest fremstiller onsdag klokken 10.00 i Retten i Aarhus ti af de anholdte mænd fra Esbjerg i et grundlovsforhør. De er alle sigtet for organiseret hashhandel. De øvrige 16 anholdte er løsladt efter endt afhøring eller sigtelse. Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning, oplyser Østjyllands Politi.

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App