Bliver Fredericia mere sikker? Politielever holder øje med kriminelle i fritiden

Der er flere til at holde øje med forbryderne i Fredericia, nu hvor den midlertidige politiskole er åbnet på Ryes Kaserne.

Selvom de ikke er ansat ved lokalpolitiet i Fredericia, så kan lokalpolitiet alligevel ende med at få glæde af de politielever, som i tirsdags havde første skoledag på den midlertidige politiskole i Ryes Kaserne.

En del af politieleverne kommer nemlig til at bo i fæstningsbyen. Og politieleverne kommer derfor også til at blive klippet ved den lokale frisør, spise på caféerne i midtbyen og gå i teateret om aftenen, og selvom det egentlig ikke har noget med kriminalitet at gøre, så kan det faktisk betyde, at de kriminelle i Fredericia får sværere kår.

quote

Hvis der sker en eller anden lovovertrædelse, når jeg har fri, så vil jeg gribe ind.

Politielev Laura Jokilehto

- Når vi går hjem fra arbejde, så er man ikke bare sig selv. Man tager den her politiidentitet til sig. Så hvis der sker en eller anden lovovertrædelse, når jeg har fri, så vil jeg gribe ind, forklarer politieleven Laura Jokilehto.

- Vi indtager ikke Fredericia

Det er dog begrænset, hvor meget hr. og fru Fredericia kommer til at lægge mærke til de næsten 300 politielever, mener lederen af den vestdanske politiskole.

- En stor del af de øvelser, vi laver, kommer til at foregå på kaserneområdet, men der vil også være nogle ting, der kommer til at foregå uden for kaserne-hegnet. Så der vil måske være en lille smule flere politibiler i nærområdet. Men det er ikke sådan, at vi indtager Fredericia, siger Bent Hedeager Nielsen til TV SYD.

Det vil altså mest være uden for skoletid, hvor politieleverne ikke har uniform på, at de vil færdes i byen. Alligevel kan det have en effekt.  

- Det er klart, at hvis jeg har tidlig fri, så vil jeg benytte mig af og tage med mine klassekammerater ned og drikke noget kaffe eller gå en tur i byen. Så selvfølgelig vil der være mere politi rundt i bybilledet, siger Laura Jokilehto.

Må politistuderende overhovedet gribe ind?

Når en politielev bliver optaget på Politiskolen, så bliver eleven automatisk ansat som betjent. Det betyder, at de studerende skal agere på samme måde som færdiguddannede betjente. Det betyder blandt andet, at de studerende har ”udvidet handlepligt”, hvis de ser en lovovertrædelse.

Decorumkrav

Som politibetjent skal man leve op til decorumkravet. Det betyder, at man både i arbejdstiden og fritiden skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker. For betjente betyder det eksempelvis, at de i særlig grad skal leve op til lovgivningen. 

​​​​​​Decorumkravet fremgår af Tjenestemandslovens § 10: 
"Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver."​​​​
Kilde: "Etik i politiet" fra Rigspolitiet samt Tjenestemandsloven.

- Det betyder, at vi skal gribe ind lidt før, end den almindelige borger skal gribe ind, forklarer politielev Daniel Aakjær Vestbjerg.

Derudover skal de studerende leve op til det såkaldte decorumkrav, der kort kan beskrives som et værdighedskrav. Det vil sige, at politieleverne skal være særligt opmærksomme på at overholde lovgivningen.

- Man har pligt til at opføre sig ekstra ordentligt i forhold til den gennemsnitlige borger. Det er klart, at man som politimand skal gå forrest som et godt eksempel, siger Kasper Kroløkke Petersen, der også er politielev.

- Man skal huske at opføre sig ekstra ordentligt for at gøre sig fortjent til den tillid, som befolkningen har til politibetjente, supplerer eleven Kristian Løw.