Politiet advarer: Microsoft-opkald er fup!

Vær på vagt, hvis du får en engelsktalende inder i røret, som udgiver sig for at være fra softwarevirksomheden Microsoft. Der er højest sandsynligt tale om svindel, siger politiet.

Forestil dig, at du bliver ringet op af en person, der taler engelsk med en indisk accent. Han fortæller, at han ringer på vegne af Microsoft og påstår, at der er virus på din computer, som han kan hjælpe dig af med.

Det er fremgangsmåden, når svindlere ringer til borgere i hele Europa. Men de vil ikke hjælpe af med virus - de vil bare have fat i penge, kontonumre og andre af den slags følsomme oplysninger, der ligger på de fleste menneskers computer.

I nogle tilfælde formår svindlerne at få modtageren til at åbne sin pc og give personen i røret adgang til den. Her installerer de et produkt, som kan rense computeren for vira, og mod betaling kan beskytte den i fremtiden.

I den forbindelse snydes modtageren til at overføre penge for det i øvrigt virkningsløse produkt, oplyse kontonumre og adgangskoder til pengeinstitut, hvorefter svindleren let kan trække penge på kontoen. Alternativt installeres et program, som giver den, der ringer op, fuld adgang til modtagerens pc og dermed mulighed for fremover aflure kodeord m.v.

Svindlen ses i mange udgaver, men fælles for dem alle er, at man angiveligt foretager opkaldet for Microsoft og taler engelsk med indisk accent. De beløb som svindlerne får adgang til, overføres til konti i Indien.

Microsoft har en advarsel på deres hjemmeside om fænomenet.

Derfor opfordrer politiet til, at man er opmærksom og ikke hopper på fuppen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.