Politiet advarer mod falske Euro sedler

To restauranter i Aabenraa har modtaget særdeles vellignende falske 200 Euro sedler.

Syd og Sønderjyllands Politi advarer mod vellignede falske sedler. Sedlerne er ifølge politiet svære at spotte med det blotte øje.

To gange indenfor de seneste to uger har to forskellige restauranter i Aabenraa midtby modtaget falske penge som betaling. Første gang den 5. august og her til eftermiddag dukkede der så igen en falsk 200 Euro seddel op.

Ifølge politikommissær Anders Hansen fra Lokalpolitiet i Aabenraa er sedlerne så godt lavet, så det ikke umiddelbart kan ses at de er falske. Derfor blev de falske sedler først opdaget da Sydbank kontrollerede sedlerne i en maskine.

I forbindelse med episoden den 5 august efterlyser politiet en ca. 25 årig mand med østeuropæisk udseende. Han var ca. 175 cm høj og talte gebrokken engelsk.

Manden betalte en sodavand til 45 kroner med en falsk Euro seddel og fik 1375 danske kroner tilbage.

Hvis nogen har mistanke til falske Euro sedler kontakt politiet på 114.