Politiet: Bliv ikke hæler

Sig nej til at købe hælervarer, opfordrer politiet - og vær dermed med til at begrænse antallet af indbrud.

Politiet bringer nu en opfordring til at ungå at købe hælervarer.

- Vi har brug for, at befolkningen siger fra overfor et såkaldt godt tilbud. Det skal lige som spiritus-kørsel være socialt uacceptabelt at købe hælervarer. Ellers får vi ikke bugt med de alt for mange indbrud i danske hjem, siger politikommissær Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis kriminalpræventive sekretariat.

- Det vil være en god ide, hvis vi på arbejdspladserne og i hjemmene taler om det socialt uacceptable i at købe hælervarer, siger Christian Østergård.

Hvis du vil undgå at blive hæler er her nogle råd:

- Overvej om prisen er for god til at være sand

- Tænk over om der er noget mistænkeligt ved varen

- Tjek sælgers identitet så godt du kan

- Bed om eventuelle papirer eller kvitteringer på varen og læs dem

- Køb ikke varen hvis du er i tvivl