Politiet: Brand begyndte på børneværelse

Beboerne i en boligblok i Kolding skal alle genhuses efter brand, der begyndte på et børneværelse.

Op mod 12 lejligheder er udbrændt i en boligblok i Kolding efter en voldsom brand, der begyndte søndag aften på et børneværelse.

Hele den øverste etage med ni lejligheder er totalt udbrændt, og også enkelte lejligheder på etagen under er brandskadede. De øvrige knap 90 lejligheder har røg- eller vandskader.

- 123 personer er evakueret, og de må alle regne med at skulle genhuses et stykke tid, indtil bygningen er udtørret igen, så en bygningssagkyndig kan afgøre, hvad der skal ske med den, siger lederen af lokalpolitiet i Kolding, Verner Pedersen.

Branden begyndte søndag aften kort før klokken 18.30. Mandag eftermiddag var ilden stort set slukket.

For at få bugt med de sidste gløder kørte brandvæsnet køreplader ud, så en mobilkran kunne løfte dele af tagkonstruktionen ned på jorden, for at brandvæsnet kunne få adgang til de indre dele af tagkonstruktionen.

Politiet betegner fortsat årsagen til branden som ukendt, men vidner på stedet fortæller, at en flok drenge på et værelse har leget med ild, og at det har startet branden. En årsag som politiets teknikere delvis bekræfter.

Verner Pedersen bekræfter, at ilden er opstået på øverste etage i et børneværelse. Men politiet har ikke mistanke til, at nogle børn er skyld i branden, fastslår han.

- Der er ikke engang en sporadisk mistanke mod nogen. Vi har hørt nogle rygter. Vi ved, hvor arnestedet har været, men vi har ikke mistanke mod nogen, siger han.

Politiet håber tirsdag at kunne få adgang til den brandhærgede bygning for at undersøge brandårsagen.

Fire personer har været på skadestuen til undersøgelse for røgforgiftning, men ellers er alle andre uskadte.

- Situationen er forfærdelig trist. Men det, vi skal glæde os over lige nu, er, at vi har haft en stor brand i en boligblok, men at alle er sluppet med livet i behold, siger Verner Pedersen. behold.

I dag har beboerne på informationsmøder fået besked om, at de skal skaffe sig genhusning gennem deres forsikringsselskaber.

De, der ikke er forsikret, eller som har haft brug for en håndsrækning til at finde ud af reglerne, har fået hjælp af Kolding Kommune.