Politiet brugte aflytning mod kriminelle

Politiet brugte aflytning mod en gruppe kendte kriminelle, der sigtes for tyveri af mindst 10 luksusbiler og for en håndfuld bankkup, bl.a. i Horsens og Sdr. Omme.

Politiet har aflyttet telefoner og opsat skjulte mikrofoner under det langvarige forsøg på at afsløre en gruppe mænd, der foreløbigt er sigtet for i alt fire røverier mod banker i Østjylland samt for et forsøg.

En dommer i Aarhus har torsdag forlænget varetægtsfængslingen af gruppen.

Har ligget på lur

- Det er meget glædeligt, at efterforskningen har skabt grundlag for varetægtsfængsling, siger vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen fra Østjyllands Politi. Han understreger, at han ikke udtaler sig om de fems skyld.

Politiet har ligget på lur efter gruppen i cirka et års tid, fortæller vicepolitiinspektøren.

- De sigtede er efter vores opfattelse kendetegnet af at have arbejdet meget professionelt både forud for røverierne og i forbindelse med udførelsen, siger Jesper Bøjgaard Madsen.

Truede med koben

Han betegner de sigtede, der er i alderen fra 32 til 39 år, som "kendte kriminelle." De nægter sig skyldige i sigtelserne, og ved torsdagens retsmøde ønskede de ikke at besvare spørgsmål.

Ved angrebene på banker i Horsens, Bjerringbro, Sdr. Omme og Højbjerg gjorde røverne sig bemærket ved at true med koben og ved at knuse ruder.

Det samlede udbytte løber op i cirka to millioner kroner, og desuden mener politiet, at de fem har smag for luksusbiler - som vel at mærke tilhører andre mennesker.

MUskelbiler

Cirka 10 af de såkaldte muskelbiler sigtes de for at have stjålet, og den samlede værdi er på mindst fem millioner kroner, oplyser politiet.

- Undervejs i efterforskningen har vi haft et rigtigt godt samarbejde med forsikringsselskaberne, siger Jesper Bøjgaard Madsen.

Han vil ikke udelukke, at der rejses nye sigtelser - og at der også sker flere anholdelser. Efterforskningen ventes at fortsætte i mindst tre måneder endnu.

Se TV SYDs artikel fra røverieet i Horsens her.